You know the feeling. You are standing at the edge of something, and every cell in your body is screaming at you to stay put. The next step is right there, but you have talked yourself out of it a hundred times. Maybe it is a phone call you have not made, a dream you have buried, a calling you keep pretending you did not hear. You are not lazy. You are scared. And so you stand still, and the standing still starts to feel like safety. Friend, it is not safety. It is a cage with the door wide open.
Courage is not the absence of fear
Let me kill a myth for you. Brave people are not the ones who feel no fear. That is a fairy tale, and it will crush you every time you compare yourself to it. Real courage is your knees knocking and your heart pounding and you take the step anyway. Paul told Timothy that God did not hand us a spirit of fear. He handed us power, love, and a sound mind (2 Timothy 1:7). The fear you feel is real, but it is not from Him, and it does not get the final word. Courage is simply fear that has decided to obey God instead of obeying itself.
When Christina and I jumped
When Christina and I decided to plant OpenChurch here in Copenhagen, I wish I could tell you we felt bulletproof. We did not. The fear of failing was so loud some nights I could barely sleep. What if nobody came? What if we poured out everything and it fell flat? We had no safety net, only a vision and a God who kept whispering, "Go." So we went. Not in one heroic leap, but in a thousand small, shaky steps. One meeting. One conversation. One prayer. One yes. And every single step, however tiny, pulled us closer to the thing God had put in our hearts.
Peter got out of the boat
Think about Peter on that stormy sea. Jesus is walking on the water, and Peter, the wild one, shouts, "Tell me to come." Jesus says one word: "Come." And Peter climbs over the side and walks on the waves. As long as his eyes stayed locked on Jesus, the impossible held him up. Then he looked at the wind, saw the size of the storm instead of the size of his Savior, and down he went. Here's what I love: Jesus didn't scold him for getting out of the boat. He caught him. The other eleven never sank. They also never walked on water.
The disciples who stayed in the boat never sank. They also never walked on water.
You are loved. You are worthy. Not because you got everything right, but because the One calling you out onto the water paid for you with His own life.
Try this
- Anchor on a promise, not a feeling. Pick one verse (start with 2 Timothy 1:7) and speak it out loud before the fear speaks first. Let God define the day.
- Shrink the mountain. Take that huge, terrifying goal and cut it into steps so small they feel almost silly. Then do one of them today. Not next month. Today.
- Get people around you. Fear grows in isolation and shrinks in company. Start a courage journal and write down every brave step you take and every time God shows up.
Once you start moving forward, you'll find God has more waiting for you than you dared to ask for. That's where we finish, in Step 10, Embrace Abundance.
Du kender følelsen. Du står på kanten af noget, og hver eneste celle i din krop skriger til dig om at blive stående. Det næste skridt er lige dér, men du har talt dig fra det hundrede gange. Måske er det et telefonopkald, du ikke har taget, en drøm, du har begravet, et kald, du bliver ved med at lade som om, du ikke hørte. Du er ikke doven. Du er bange. Og så bliver du stående, og det at stå stille begynder at føles som tryghed. Ven, det er ikke tryghed. Det er et bur med døren på vid gab.
Mod er ikke fravær af frygt
Lad mig aflive en myte for dig. Modige mennesker er ikke dem, der ingen frygt føler. Det er et eventyr, og det vil knuse dig hver gang, du sammenligner dig med det. Ægte mod er, at dine knæ ryster og dit hjerte hamrer – og du tager skridtet alligevel. Paulus fortalte Timotheus, at Gud ikke gav os en frygtens ånd. Han gav os kraft, kærlighed og et sundt sind (2. Timotheus 1,7). Den frygt, du føler, er virkelig, men den er ikke fra ham, og den får ikke det sidste ord. Mod er ganske enkelt frygt, der har besluttet at adlyde Gud i stedet for at adlyde sig selv.
Da Christina og jeg sprang
Da Christina og jeg besluttede at plante Åbenkirke her i København, ville jeg ønske, jeg kunne fortælle dig, at vi følte os skudsikre. Det gjorde vi ikke. Frygten for at fejle larmede så højt nogle nætter, at jeg næsten ikke kunne sove. Hvad nu hvis ingen kom? Hvad nu hvis vi gav alt og det faldt til jorden? Vi havde intet sikkerhedsnet, kun en vision og en Gud, der blev ved med at hviske: »Gå«. Så vi gik. Ikke i ét heroisk spring, men i tusind små, rystende skridt. Ét møde. Én samtale. Én bøn. Ét ja. Og hvert eneste skridt, hvor lille det end var, trak os tættere på det, Gud havde lagt i vores hjerter.
Peter gik ud af båden
Tænk på Peter på det stormfulde hav. Jesus går på vandet, og Peter, den vilde, råber: »Sig, at jeg skal komme«. Jesus siger ét ord: »Kom«. Og Peter kravler over rælingen og går på bølgerne. Så længe hans øjne var låst fast på Jesus, bar det umulige ham. Så kiggede han på vinden, så stormens størrelse i stedet for sin Frelsers størrelse – og ned gik han. Her er det, jeg elsker: Jesus skældte ham ikke ud for at gå ud af båden. Han greb ham. De andre elleve sank aldrig. De gik heller aldrig på vandet.
Disciplene, der blev i båden, sank aldrig. De gik heller aldrig på vandet.
Du er elsket. Du er værdifuld. Ikke fordi du gjorde alt rigtigt, men fordi ham, der kalder dig ud på vandet, betalte for dig med sit eget liv.
Prøv det her
- Ankr dig i et løfte, ikke en følelse. Vælg ét vers (start med 2. Timotheus 1,7), og sig det højt, før frygten når at tale først. Lad Gud definere dagen.
- Krymp bjerget. Tag det kæmpestore, skræmmende mål, og skær det op i skridt så små, at de næsten virker fjollede. Gør så ét af dem i dag. Ikke næste måned. I dag.
- Få mennesker omkring dig. Frygt vokser i isolation og skrumper i selskab. Start en mod-dagbog, og skriv hvert modigt skridt ned, du tager, og hver gang Gud viser sig.
Når du først begynder at bevæge dig fremad, vil du opdage, at Gud har mere ventende til dig, end du turde bede om. Det er dér, vi slutter, i Trin 10, Omfavn overfloden.
Fresh faith for a modern world — read the next Chronicle.Frisk tro til en moderne verden — læs den næste Chronicle.
More ChroniclesFlere Chronicles