Viking Pastor Viking PastorBlogBlog
When Do You Ask for Help?
Tuesday TheologyTirsdags-Teologi

When Do You Ask for Help?Hvornår beder du om hjælp?

Thomas Christensen · Jul 21, 2026Thomas Christensen · 21. jul. 2026

There is a paradox I see again and again in church circles.

We believe in prayer. We believe in community. We believe that God meets us in our weaknesses.

And yet we are enormously bad at saying those three words: "I'm struggling."

Elijah was tired. Burned out. Completely spent. And God did not say: "Pull yourself together."

He said: "Get up and eat, or the journey will be too much for you."

Notice that. God did not say: "You can handle it." He acknowledged that it was too heavy. And he sent help.

But when God afterward gave Elijah a new assignment, he didn't say: go alone. He sent him off to find Elisha and take him along.

Even the great prophet was told: you need someone by your side.

Paul openly listed his weaknesses. Imprisonments. Floggings. Shipwrecks. Hunger. Cold. And on top of it all: "Besides everything else, I face daily the pressure of my concern for all the churches."

A man who took the world by storm, and who admitted that it was hard.

His theology: "When I am powerless, then I am strong." Strength is not made complete in spite of weakness. It is made complete in the weakness.

There is a scene in 1 Kings 17 that always grips me.

Elijah has received his assignment. He follows God's instruction. The ravens bring him food. The brook gives him water. Everything is as it should be.

And then the brook dries up.

Not because Elijah had failed. Not as a punishment. But because God had something new for him, and the new road began where the old one ended.

Sometimes that is exactly what happens when we run out of strength. Not a failure, but a turning point. Maybe God is about to send us somewhere else.

It's the opposite of what we usually think.

We imagine we have to get it under control before we ask for help. That we have to try everything ourselves first.

But Bartimaeus was blind and cried out from the roadside. Not a well-crafted prayer, just a cry: "Jesus, Son of David, have mercy on me!"

And Jesus stopped.

To ask for help, from another person, a pastor, or a psychologist, is not a sign that your faith is too small.

It is faith in practice.

It is acknowledging that we were not made to carry everything ourselves. That God has placed other people in our lives as carriers of his grace. Help does not always come straight from heaven, but sometimes from a therapist sitting across from you, listening for an hour.

"Cast all your anxiety on him, because he cares for you." It is an invitation to lay the burden down and let God decide which carrier he sends.

What is it that makes it hard to say you're not doing well?

Is it the fear of disappointing? Of seeming weak? Of being a burden to others?

Asking for help takes more courage than going it alone.

Der er et paradoks, jeg ser igen og igen i kirkelige kredse.

Vi tror på bøn. Vi tror på fællesskab. Vi tror på at Gud møder os i vores svagheder.

Og så er vi alligevel enormt dårlige til at sige de tre ord: "Jeg har det svært."

Elias var træt. Udbrændt. Kørt helt ned. Og Gud sagde ikke: "Tag dig nu sammen."

Han sagde: "Stå op og spis, ellers bliver vejen for lang for dig."

Læg mærke til det. Gud sagde ikke: "Du kan godt klare det." Han anerkendte at det var for tungt. Og han sendte hjælp.

Men da Gud efterfølgende gav Elias en ny opgave, sagde han heller ikke: gå alene. Han sendte ham af sted for at finde Elisa og tage ham med.

Selv den store profet fik at vide: du har brug for en ved din side.

Paulus listede åbent sine svagheder op. Fængselsophold. Piskeslag. Forlis. Sult. Kulde. Og øverst: "Oven i alt det ydre stress bekymrer jeg mig dagligt for, hvordan menighederne klarer sig."

En mand der tog verden med storm, og som indrømmede at det var hårdt.

Hans teologi: "Når jeg er magtesløs, så er jeg stærk." Styrken fuldendes ikke trods svaghed. Den fuldendes i svagheden.

Der er en scene i 1. Kongebog 17, der altid griber mig.

Elias har fået sin opgave. Han følger Guds anvisning. Ravnene bringer ham mad. Bækken giver ham vand. Alt er som det skal være.

Og så tørrer bækken ud.

Ikke fordi Elias havde fejlet. Ikke som en straf. Men fordi Gud havde noget nyt til ham, og den nye vej begyndte der, hvor den gamle sluttede.

Nogle gange er det akkurat det, der sker, når vi løber tør for kræfter. Ikke en fiasko, men et vendepunkt. Måske er Gud ved at sende os et andet sted hen.

Det er det modsatte af det vi normalt tror.

Vi forestiller os at vi skal have styr på det, inden vi beder om hjælp. At vi skal have prøvet alting selv først.

Men Bartimæus var blind og råbte fra vejkanten. Ikke en velformuleret bøn, bare et råb: "Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!"

Og Jesus standsede.

At bede om hjælp, fra et medmenneske, en præst eller en psykolog, er ikke et tegn på at troen er for lille.

Det er tro i praksis.

Det er at anerkende at vi ikke er skabt til at bære alt selv. At Gud har placeret andre mennesker i vores liv som bærere af hans nåde. Hjælpen kommer ikke altid direkte fra himlen, men nogle gange fra en terapeut, der sidder over for dig og lytter i en time.

"Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer." Det er en invitation til at lægge byrden ned og lade Gud bestemme hvilken bærer han sender.

Hvad er det, der gør det svært at sige at du ikke har det godt?

Er det frygten for at skuffe? For at virke svag? For at belaste andre?

At bede om hjælp kræver mere mod end at klare sig selv.

Read onLæs videre

More reflections on faith, fear and everyday life.Flere refleksioner om tro, frygt og hverdagsliv.

All postsAlle indlæg Visit ÅbenkirkeBesøg Åbenkirke