I preached a couple of Sundays ago, and afterward I uploaded a video from the service where I briefly touched on the subject of Church Hurt.
Something has happened since then.
Many of you have written to me privately. Others have spoken up openly in the comments with honest and vulnerable posts. It has moved me deeply.
So for the last few days I have been thinking, praying and seeking God. Not to find a finished answer, but to find a little help and understanding. For myself. For you who are hurting. And for a good conversation about where the road goes from here.
Let me say this first: If you have been wounded in a church, your pain is real. It shouldn't be explained away or wrapped up in clichés. And it is never your job to heal someone else's failure by pretending nothing happened.
A person who wounds you is a person who wounds you. When a leader fails, it's a leader who fails. And when a church culture pushes people out, it's the church that needs to change. Not you.
Jesus himself was actually wounded by a religious system
The first time Jesus walked into the synagogue in his hometown and proclaimed good news to the poor, freedom to the captives and sight to the blind (Luke 4), the crowd didn't exactly react the way you'd hope. They rose up. Drove him out of town. Led him all the way to the edge of a cliff to throw him off.
It happened in the synagogue. Among the believers. On the Sabbath.
Jesus was synagogue hurt.
He put words to it himself. About the religious leaders he said:
"They tie up heavy burdens and lay them on people's shoulders, but they themselves are not willing to lift a finger to move them." (Matthew 23:4)
And shortly after:
"Woe to you, scribes and Pharisees, you hypocrites! You shut the kingdom of heaven in people's faces. You yourselves do not enter, and you don't let in those who are trying to." (Matthew 23:13)
If anyone understands how a religious system can wound, it's Jesus.
That's also why he didn't come to start yet another religion. The community he wanted to build he called ekklesia. An everyday word that back then meant "the called-out ones." A gathering of people. People who are called together. No heavy burdens. No shame. No middlemen between you and your Father in heaven.
He came with relationship. Not religion.
And still Jesus chose the church
Notice this:
The same Jesus who was wounded by the religious system said:
"I tell you that you are Peter, and on this rock I will build my church, and the gates of Hades will not overpower it." (Matthew 16:18)
He didn't say: Follow me on your own.
He said: I am building my church.
Later Paul writes to the men:
"Husbands, love your wives, just as Christ loved the church and gave himself up for her." (Ephesians 5:25)
That's the strongest picture of love the Bible uses at all. And it's about Jesus' relationship with the church. Not with an idea. Not with an institution. With people.
The whole Bible doesn't end with Jesus bringing us home one by one either. It ends with a wedding. The bride is the church. That's us. Together.
I once heard someone say:
Your biological family is the one you were born into.
Your friends are the family you chose yourself.
The church is the family God wants for you.
That sentence has stayed with me ever since.
God could have chosen any structure at all. He chose family. A community of wounded, sinful, growing people who learn love by practicing on each other. Not perfect. But his.
So how do we help each other move forward?
To you who are wounded:
You are not in debt to the one who hurt you. Healing can begin far away from the room where you were wounded. Maybe through one safe friend. Maybe through quiet mornings alone with Jesus. Maybe through a completely different door in a completely different place. Boundaries are biblical. Time is a gift. You are still loved. Not because you come back, but because you are his.
To us who are the church:
We have to listen more than we defend. Change, not explain. We have to make the church a place where wounded people can breathe again without having to prove anything first.
To all of us:
Pray for the people you know who walked away wounded. Write to them. Listen without trying to fix. Be one safe door in their life. Sometimes healing begins right there. With one person who is simply present.
Jesus is still building his Church. He is still bringing his bride home. And he has room for you. Even with the scars.
Let's have this conversation together.
What are you left sitting with now?
What do you need the church to get better at?
And what would help you, or the people you love, move forward?
Feel free to write it. In the comments, or send me a private message if that's easier.
This is a conversation we need to have together.
Jeg prædikede for et par søndage siden og uploadede bagefter en video fra gudstjenesten, hvor jeg kort kom ind på emnet Church Hurt.
Siden er der sket noget.
Mange af jer har skrevet til mig privat. Andre har taget ordet helt åbent i kommentarsporet med ærlige og sårbare indlæg. Det har gjort indtryk på mig.
Derfor har jeg de sidste dage tænkt, bedt og søgt Gud. Ikke for at finde et færdigt svar, men for at finde lidt hjælp og forståelse. Til mig selv. Til dig, der er ramt. Og til en god samtale om, hvor vejen går videre frem.
Lad mig sige det først: Hvis du er blevet såret i en kirke, så er din smerte ægte. Den skal ikke bortforklares eller pakkes ind i floskler. Og det er aldrig dit ansvar at hele andres svigt ved at lade som ingenting.
Et menneske, der sårer dig, er et menneske, der sårer dig. Når en leder svigter, er det en leder, der svigter. Og når en kirkekultur skubber mennesker ud, er det kirken, der skal forandre sig. Ikke dig.
Jesus blev faktisk selv såret af et religiøst system
Da Jesus første gang trådte ind i synagogen i sin hjemby og forkyndte godt nyt til de fattige, frihed til fangerne og syn til de blinde (Luk 4), reagerede forsamlingen ikke ligefrem, som man kunne håbe. De rejste sig. Drev ham ud af byen. Førte ham helt ud til kanten af et bjerg for at kaste ham ud over det.
Det skete i synagogen. Af de troende. På sabbatten.
Jesus blev synagoge hurt.
Han satte selv ord på det. Om de religiøse ledere sagde han:
"De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger." (Matt 23,4)
Og kort efter:
"Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind, tillader I det ikke." (Matt 23,13)
Hvis nogen forstår, hvordan et religiøst system kan såre, så er det Jesus.
Derfor kom han heller ikke for at starte endnu en religion. Det fællesskab, han ville bygge, kaldte han ekklesia. Et hverdagsord, der dengang betød "de udkaldte". En folkeforsamling. Mennesker, der bliver kaldt sammen. Ingen tunge byrder. Ingen shame. Ingen mellemmænd mellem dig og din Far i Himlen.
Han kom med relation. Ikke religion.
Og alligevel valgte Jesus kirken
Læg mærke til det her:
Den samme Jesus, der blev såret af det religiøse system, sagde:
"Jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den." (Matt 16,18)
Han sagde ikke: Følg mig hver for sig.
Han sagde: Jeg bygger min kirke.
Senere skriver Paulus til mændene:
"Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den." (Ef 5,25)
Det er det stærkeste kærlighedsbillede, Bibelen overhovedet bruger. Og det handler om Jesu forhold til kirken. Ikke til en idé. Ikke til en institution. Til mennesker.
Hele Bibelen slutter heller ikke med, at Jesus henter os hjem én for én. Den slutter med et bryllup. Bruden er kirken. Det er os. Sammen.
Jeg hørte engang nogen sige:
Din biologiske familie er den, du er født ind i.
Dine venner er den familie, du selv har valgt.
Kirken er den familie, Gud ønsker for dig.
Den sætning har siddet i mig siden.
Gud kunne have valgt hvilken som helst struktur. Han valgte familie. Et fællesskab af sårede, syndige, voksende mennesker, der lærer kærlighed ved at øve sig på hinanden. Ikke perfekt. Men hans.
Hvordan hjælper vi så hinanden videre frem?
Til dig, der er såret:
Du er ikke i gæld til den, der sårede dig. Heling kan begynde langt væk fra det rum, du blev såret i. Måske gennem én tryg ven. Måske gennem stille morgener med Jesus alene. Måske gennem en helt anden dør et helt andet sted. Grænser er bibelske. Tid er en gave. Du er stadig elsket. Ikke fordi du kommer tilbage, men fordi du er hans.
Til os, der er kirken:
Vi må lytte mere, end vi forsvarer. Forandre, ikke forklare. Vi må gøre kirken til et sted, hvor sårede mennesker kan trække vejret igen uden at skulle bevise noget først.
Til os alle:
Bed for dem, du kender, der er gået såret væk. Skriv til dem. Lyt uden at ville fixe. Vær én tryg dør i deres liv. Nogle gange begynder helingen lige dér. Hos ét menneske, der bare er der.
Jesus bygger stadig sin Kirke. Han henter stadig sin brud hjem. Og han har plads til dig. Også med arrene.
Lad os tage samtalen sammen.
Hvad sidder tilbage i dig nu?
Hvad har du brug for, kirken bliver bedre til?
Og hvad ville hjælpe dig eller dem, du elsker, videre?
Skriv det gerne. I kommentarsporet, eller send mig en privat besked, hvis det er nemmere.
Det her er en samtale, vi skal tage sammen.
More reflections on faith, fear and everyday life.Flere refleksioner om tro, frygt og hverdagsliv.
All postsAlle indlæg Visit ÅbenkirkeBesøg Åbenkirke