Jesus Healed Them All! — So Why Am I Still in Pain?Jesus helbredte alle! — Hvorfor har jeg stadig ondt?

As I write this, my hand hurts.

It's the same hand I just laid on around 500 people in Paris last weekend. We saw around 1,500 people touched by God's power. Many experienced immediate healing. An amazing weekend, and I can't believe I get to go to work with my heavenly Father.

This morning I woke up, sat down at the keyboard, and my hand still hurt.

I've walked with this tension for 20 years.

I had a botched surgery two decades ago. Since then I've lived with daily pain. Least in summer. Worst in winter. Always present.

Today I want to take you into the theology I've discovered over those twenty years. Not as an explanation, but as my honest journey.

Two ditches we easily fall into

When you believe in healing while living with pain, there are two ditches you can easily fall into.

One is losing faith in healing altogether. "I'm tired of being disappointed, so I'll stop hoping." It feels mature. It feels realistic. But it's a compromise that doesn't honor God, and it's not what Scripture asks of us.

The other is to grit your teeth and play well. "I'm healed in Jesus' name — I just won't accept the symptoms." It may sound full of faith. But it often ends in exhaustion, and it pushes away others who don't have the energy to perform at the same level.

Between the two ditches there is a road. It's narrow. That's where I've walked for twenty years.

The theology of suffering in one sentence

Let me put it very simply:

My faith in healing does not depend on whether I myself am healed.

That's the whole difference.

I believe in healing because Jesus is who he is. Not because it works for me. Not because I'm having a good day today.

Jesus is my doctor. Even when I'm in pain while praying for others who are being set free.

It's not a trick. It's a posture I've been led into over decades.

What Scripture taught me to see

Notice this:

Paul prayed three times, but the help wasn't given.

"Three times I pleaded with the Lord to take it away from me. But he said to me: 'My grace is enough for you, for my power reaches its goal through weakness.'" (2 Cor 12:8-9)

This is the same Paul who saw the blind receive their sight and the lame stand up. He was neither weak in faith nor bad at praying. He simply didn't get what he asked for.

He got something else. Grace.

And he writes, while he still has the thorn, to the church in Corinth:

"That is why we do not give up. Even though our body is gradually wearing out, our inner life is being renewed day by day." (2 Cor 4:16)

That's a theology of suffering. Outer wearing down. Inner renewal. Both at the same time.

Then notice Hebrews 11. The faith chapter. It starts triumphantly:

"By their faith such heroes conquered hostile nations, ruled with justice and saw God's promises fulfilled. They shut the mouths of lions and survived burning flames. They escaped superior armies, gained new strength after exhaustion, new power in war and put enemy armies to flight." (Heb 11:33-34)

And without changing tone, without saying but sometimes, the writer continues:

"Some people were tortured to death because they would not deny their faith. … Others were severely tested with mockery and whippings, or they were thrown into prison and put in chains. Some were stoned, sawn in two or executed with the sword. Others went about hungry, dressed in sheep- or goatskins, persecuted and mistreated." (Heb 11:35-37)

It's all faith.

Faith looked not only like miracles. Faith also looked like endurance. The one was no greater than the other. Both received God's recognition.

That's the theology that carries me.

What I do so that resilience doesn't die

I've been asked many times: how do you bear it? How does your faith not turn cynical after 20 years?

It's what I've built up over the years. It's not just empty talk. It's discipline with Jesus at the center.

I remind myself of who God is. Every day. Not of what he has done for me today. Of who he IS. If I let the pain define God, I lose. If I let who God is define the pain, I win.

I keep serving. The pain must not get the last word. Laying my hand on others while my own hand is burning is one of the most healing things I've learned. It's not about suppressing anything. It's about choosing who I am, independent of what my body tells me.

I live in praise. Not because I always feel it. But because praise is a movement I can step into before the feeling comes. That's where heaven lowers itself closest to earth in my life.

I live in community. Pain isolates. God calls us into deeper community. I have people around me who know what I live with, and who don't move away when I'm having a hard day.

It's not always impressive. But it's where I stand. And it works.

I'm almost done writing, and I look at my hand again.

It still hurts.

That's maybe the most important thing I can share with you today.

A theology that only works without pain won't hold. It's wishful thinking. Jesus offers something else — something that carries us while we wait.

I haven't found the way out of my pain. I've found a way through it. It's not victory. It's not resignation. It's a third thing — what Scripture calls grace.

If you're standing in a similar place — you believe, but something in your body, your life or a relationship is still waiting — then here's what I want to say to you:

You don't have to be free of it to be close to Jesus.

You don't have to have the neat answers for God to love you.

You don't have to be healed to be his.

You are his. While you wait. While you pray. While you're in pain.

I have no explanation to give you today. Just the same thing I rest in myself: that He still heals. That his grace is enough. That my endurance counts as faith — in the same book as those who conquered kingdoms.

And that in a moment I'll get up, take this hand with me, and carry on.

Where are you waiting today? Write it below — it doesn't have to be fully thought through. Or send me a private message, if that's easier.

Here's my take on Tuesday Theology — Have a blessed day and add your input to the conversation 🙏

Mens jeg skriver det her, gør min hånd ondt.

Det er den samme hånd, jeg lige har lagt på omkring 500 mennesker i Paris sidste weekend. Vi så omkring 1500 mennesker blive berørt af Guds kraft. Mange oplevede øjeblikkelig helbredelse. En fantastisk weekend, og jeg kan ikke tro, at jeg får lov til at gå på arbejde med min himmelske Far.

I morges vågnede jeg, satte mig ved tastaturet, og min hånd gjorde stadig ondt.

Den her spænding har jeg vandret med i 20 år.

Jeg blev fejlopereret for to årtier siden. Siden da har jeg levet med daglig smerte. Mindst om sommeren. Værst om vinteren. Altid tilstede.

I dag vil jeg gerne tage dig med ind i den teologi, jeg har opdaget gennem de tyve år. Ikke som en forklaring, men min ærlige vandring.

To grøfter vi let havner i

Når du tror på helbredelse, samtidig med at du lever med smerte, er der to grøfter du let kan falde ned i.

Den ene er at miste troen på helbredelse helt. “Jeg er træt af at blive skuffet, så jeg holder op med at håbe.” Det føles modent. Det føles realistisk. Men det er et kompromis, der ikke ærer Gud, og det er ikke det Skriften beder os om.

Den anden er at bide tænderne sammen og spille rask. “Jeg er helbredt i Jesu navn — jeg vil bare ikke acceptere symptomerne.” Det høres måske som trosfyldt. Men det ender ofte i udmattelse, og det skubber andre væk, som ikke har overskud til at performe på samme niveau.

Mellem de to grøfter er der en vej. Den er smal. Det er der, jeg har gået i tyve år.

Lidelsesteologien i én sætning

Lad mig sige det helt enkelt:

Min tro på helbredelse er ikke afhængig af, om jeg selv bliver helbredt.

Det er hele forskellen.

Jeg tror på helbredelse, fordi Jesus er den, han er. Ikke fordi det fungerer for mig. Ikke fordi jeg har en god dag i dag.

Jesus er min læge. Også når jeg har ondt mens jeg beder for andre, der sættes fri.

Det er ikke et trick. Det er en holdning, jeg er blevet ledt ind i over årtier.

Hvad Skriften lærte mig at se

Læg mærke til det her:

Paulus bad tre gange, men hjælpen blev ikke givet.

“Tre gange har jeg bønfaldt Herren om, at den måtte blive fjernet. Men han sagde til mig: ‘Min nåde er dig nok, for min kraft når sit mål gennem magtesløshed.’” (2 Kor 12,8-9 — BPH)

Det er den samme Paulus, der så blinde få synet igen og lamme rejse sig. Han var hverken svag i troen eller dårlig til at bede. Han fik bare ikke det, han bad om.

Han fik noget andet. Nåde.

Og han skriver, mens han stadig har tornen, til menigheden i Korinth:

“Derfor giver vi ikke op. Selvom vores krop efterhånden bliver nedslidt, bliver vores indre liv fornyet dag for dag.” (2 Kor 4,16 — BPH)

Det er en lidelsesteologi. Ydre nedslidning. Indre fornyelse. Begge dele på samme tid.

Læg så mærke til Hebræerbrevet 11. Troskapitlet. Det starter triumferende:

“Ved deres tro besejrede sådanne helte fjendtlige folkeslag, regerede med retfærdighed og så Guds løfter blive opfyldt. De lukkede løvers gab og overlevede brændende flammer. De undslap overlegne hære, fik ny kraft efter udmattelse, ny styrke i krig og slog fjendehære på flugt.” (Hebr 11,33-34 — BPH)

Og uden at skifte tone, uden at sige men nogle gange, fortsætter forfatteren:

“Nogle mennesker blev tortureret til døde, fordi de ikke ville fornægte deres tro. … Andre blev hårdt prøvet med hån og piskeslag, eller de blev kastet i fængsel og lagt i lænker. Nogle blev stenet, skåret midt over eller henrettet med sværd. Andre gik sultende rundt, klædt i fåre- eller gedeskind, forfulgte og mishandlede.” (Hebr 11,35-37 — BPH)

Det er alt sammen tro.

Tro så ikke kun ud som mirakler. Tro så også ud som udholdenhed. Den ene var ikke større end den anden. Begge fik Guds anerkendelse.

Det er den teologi, der bærer mig.

Det jeg gør, så modstandskraften ikke dør

Jeg er blevet spurgt mange gange: hvordan holder du det ud? Hvordan bliver din tro ikke kynisk efter 20 år?

Det er det, jeg har bygget op gennem årene. Det er ikke bare tom snak. Det er disciplin med Jesus i centrum.

Jeg minder mig selv om hvem Gud er. Hver dag. Ikke om hvad han har gjort for mig i dag. Om hvem han ER. Hvis jeg lader smerten definere Gud, taber jeg. Hvis jeg lader hvem Gud er, definere smerten, vinder jeg.

Jeg bliver ved med at tjene. Smerten må ikke få sidste ord. At lægge hånd på andre, mens min egen hånd brænder, er noget af det mest helbredende jeg har lært. Det handler ikke om at undertrykke noget. Det handler om at vælge hvem jeg er, uafhængigt af hvad kroppen fortæller mig.

Jeg lever i lovsang. Ikke fordi jeg altid føler det. Men fordi lovsang er en bevægelse, jeg kan gå ind i, før følelsen kommer. Det er der, himlen sænker sig nærmest jorden i mit liv.

Jeg lever i fællesskab. Smerte isolerer. Gud kalder ind til dybere fællesskab. Jeg har mennesker omkring mig, der ved hvad jeg lever med, og som ikke flytter sig væk når jeg har en svær dag.

Det er ikke altid imponerende. Men det er mit ståsted. Og det virker.

Jeg er ved at være færdig med at skrive, og jeg kigger på min hånd igen.

Den gør stadig ondt.

Det er måske det vigtigste, jeg kan dele med dig i dag.

En teologi der kun fungerer uden smerte, holder ikke. Den er ønsketænkning. Jesus tilbyder noget andet — noget der bærer mens vi venter.

Jeg har ikke fundet vejen ud af min smerte. Jeg har fundet en vej igennem den. Det er ikke sejr. Det er ikke resignation. Det er noget tredje — det Skriften kalder nåde.

Hvis du står et lignende sted — du tror, men noget i kroppen, dit liv eller en relation venter stadig — så er det her, jeg gerne vil sige til dig:

Du behøver ikke at være fri af det for at være tæt på Jesus.

Du behøver ikke at have de pæne svar for at Gud elsker dig.

Du behøver ikke at være helbredt for at være hans.

Du er hans. Mens du venter. Mens du beder. Mens du har ondt.

Jeg har ingen forklaring at give dig i dag. Bare det samme, jeg selv hviler i: at Han stadig helbreder. At hans nåde er nok. At min udholdenhed tæller som tro — i samme bog som dem, der besejrede kongeriger.

Og at jeg om lidt rejser mig, tager den her hånd med, og fortsætter.

Hvor venter du i dag? Skriv det herunder — det behøver ikke være færdigtænkt. Eller send mig en privat besked, hvis det er nemmere.

Hermed mit take på tirsdags teologi — Ha’ en velsignet dag og giv dit input til samtalen 🙏