You didn't say it out loud. You said it inside, on an evening when you were done.
Maybe it was: I can't do this anymore. Maybe: I don't think you're listening. Maybe the worst of them all: are you even there?
And afterward came the shame. Not over what hurt. Over what you had just thought about God.
What few people say out loud
You're afraid the sentence broke something.
That a door closed. That God is now a little further away than he was yesterday, and that it's your fault.
So you said sorry to him. Maybe several times. And you haven't told a single person in your circle.
The word you get
You can't say anything to God he hasn't heard before.
Come with me to three in the afternoon.
Darkness in the middle of the day
"At noon, darkness fell over the whole land, and the darkness lasted until three o'clock. At three o'clock Jesus cried out in a loud voice, 'Eloi, Eloi, lema sabachthani?' — which means, 'My God, my God, why have you forsaken me?'" (Mark 15:33-34)
Mark doesn't write that Jesus prayed. He doesn't write that he whispered. He writes that Jesus cried out in a loud voice. The Greek word is used of a scream. Of a person who has reached the end and makes the largest sound they can.
And what he cried out was not an answer. It was a question.
He didn't come up with the sentence himself
Notice something. Jesus is quoting.
The sentence is the first line of Psalm 22, a song his people had sung for hundreds of years:
"My God, my God, why have you forsaken me? Why won't you help me? Why won't you listen to my cry? Day after day I call to you, but you do not answer. Every night you hear my voice, but you give me no comfort." (Psalm 22:1-2)
Read the last line. Every night you hear my voice, but you give me no comfort.
That song lay in the Bible long before Jesus hung on a cross. And when he couldn't do it anymore, he reached out for it.
So what you said the other evening has a place in that book. Someone has said it before you. And God kept it.
Stay in the scene for a moment
This is where we usually hurry on to the resurrection and Sunday. Stay a moment.
He cries out. And then what?
No answer comes. No voice from heaven, the way there was at his baptism. No angel steps forward to explain the plan. The people around the cross don't even understand what he's saying. They think he's calling for Elijah, and they wait to see if anything happens.
Nothing happens. A man puts a sponge with sour wine to his mouth. Shortly after, he dies.
There is no answer or deliverance that day. The question hangs in the air, and then the man who asked it dies.
And now comes the best thing I know
Because what did that silence mean?
The Father was never more pleased with his Son than he was in that very hour. From the inside it felt like being abandoned. From the outside it was the moment when he was most loved.
The silence does not mean he has left.
That goes for you too. What you feel at two in the morning is not a measure of how far away God is.
I once went through my own sermon archive and found 7 talks I had given at the foot of that cross. Not one of them was built on this verse. It's the highest thing Jesus ever said, and I had folded it into a talk about something else.
What you can do tonight
Say the sentence out loud. The one you've thought and not dared to say.
Say it to God, with words, as a prayer. Not a tidier version. The real one.
You don't shock him. He said it himself, and he cried it louder than you.
And if you say it and feel nothing afterward, then remember three o'clock. No answer came that day either. The Father was there anyway.
Which sentence haven't you dared to say to God?
Listen, my friend. You don't have to clean yourself up before you talk to him. There is no version of you he won't talk to. The most honest sentence you've said in years is probably the one you said the evening you were done. Say it again. He hasn't gone anywhere.
Find a community where you're allowed to say that kind of thing out loud without being corrected. If it doesn't exist around you, then be the first to say something true. There's someone sitting there waiting for one person to dare.
And if you hear someone say something hard about God, then don't defend him. He can take it. Stay seated, and hear the rest.
Du sagde det ikke højt. Du sagde det indeni, en aften hvor du var færdig.
Måske var det: jeg kan ikke mere. Måske: jeg tror ikke, du hører efter. Måske det værste af dem alle: er du der overhovedet?
Og bagefter kom skammen. Ikke over det, der gjorde ondt. Over det, du lige havde tænkt om Gud.
Det, de færreste siger højt
Du er bange for, at sætningen ødelagde noget.
At en dør lukkede. At Gud nu er en lille smule længere væk, end han var i går, og at det er din skyld.
Så du sagde undskyld til ham. Måske flere gange. Og du har ikke fortalt det til et eneste menneske i din omgangskreds.
Ordet, du får med
Du kan ikke sige noget til Gud, han ikke har hørt før.
Kom med til klokken tre om eftermiddagen.
Mørket midt på dagen
"Ved tolvtiden blev der mørkt over hele landet, og mørket varede til klokken tre. Klokken tre råbte Jesus højt: „Eloi, Eloi! Lema sabaktani?" Det betyder: „Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"" (Mark 15,33-34 — BPH)
Markus skriver ikke, at Jesus bad. Han skriver ikke, at han hviskede. Han skriver, at Jesus råbte højt. Det græske ord bruger man om et skrig. Om et menneske, der er nået til vejs ende og laver den største lyd, det kan.
Og det, han råbte, var ikke et svar. Det var et spørgsmål.
Han fandt ikke selv på sætningen
Læg mærke til noget. Jesus citerer.
Sætningen er første linje i Salme 22, en sang, hans folk havde sunget i hundreder af år:
"Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Hvorfor hjælper du mig ikke? Hvorfor lytter du ikke til mit skrig? Dag efter dag råber jeg til dig, men du svarer mig ikke. Hver nat hører du min røst, men du giver mig ingen trøst." (Sl 22,2-3 — BPH)
Læs den sidste linje. Hver nat hører du min røst, men du giver mig ingen trøst.
Den sang lå i Bibelen, længe før Jesus hang på et kors. Og da han ikke kunne mere, greb han ud efter den.
Det, du sagde forleden aften, har altså en plads i den bog. Nogen har sagt det før dig. Og Gud gemte det.
Bliv lige i scenen
Det er her, vi plejer at skynde os videre til opstandelsen og søndagen. Bliv et øjeblik.
Han råber. Og hvad så?
Der kommer intet svar. Ingen stemme fra himlen, sådan som der var ved hans dåb. Ingen engel træder frem og forklarer planen. De omkring korset forstår ikke engang, hvad han siger. De tror, han kalder på Elias, og de venter på, om der sker noget.
Der sker ikke noget. En mand sætter en svamp med sur vin for hans mund. Kort efter dør han.
Der er intet svar eller forløsning den dag. Spørgsmålet hænger i luften, og så dør manden, der stillede det.
Og nu kommer det bedste, jeg ved
For hvad betød den stilhed?
Faderen var aldrig mere glad for sin søn, end han var netop i den time. Indefra føltes det som at blive ladt i stikken. Udefra var det øjeblikket, hvor han var allermest elsket.
Stilheden betyder ikke, at han er gået.
Det gælder også dig. Det, du mærker klokken to om natten, er ikke en måling af, hvor langt væk Gud er.
Jeg gik engang mit eget prædikenarkiv igennem og fandt 7 taler, jeg havde holdt ved foden af det kors. Ikke én af dem var bygget på det her vers. Det er det højeste, Jesus nogensinde sagde, og jeg havde lagt det ind i en tale om noget andet.
Det, du kan gøre i aften
Sig sætningen højt. Den, du har tænkt og ikke turdet sige.
Sig den til Gud, med ord, som en bøn. Ikke en pænere udgave. Den rigtige.
Du chokerer ham ikke. Han har selv sagt den, og han råbte det højere end dig.
Og siger du den og mærker ingenting bagefter, så husk klokken tre. Der kom heller ikke noget svar den dag. Faderen var der alligevel.
Hvilken sætning har du ikke turdet sige til Gud?
Hør her, min ven. Du behøver ikke rydde op i dig selv, før du taler med ham. Der findes ingen udgave af dig, han ikke vil tale med. Den mest ærlige sætning, du har sagt i årevis, er sandsynligvis den, du sagde den aften, du var færdig. Sig den igen. Han er ikke gået nogen steder.
Find et fællesskab, hvor man må sige den slags højt uden at blive rettet. Findes det ikke omkring dig, så vær den første, der siger noget sandt. Der sidder nogen og venter på, at én tør.
Og hører du en sige noget hårdt om Gud, så lad være med at forsvare ham. Han kan godt tåle det. Bliv siddende, og hør resten.
Words for the days when God seems silent — two a week, Tuesday and Friday.Ord til de dage, hvor Gud synes tavs — to om ugen, tirsdag og fredag.
All of God in the DarkHele Gud i Mørket Visit ÅbenkirkeBesøg Åbenkirke