Viking Pastor Viking PastorBlogBlog
When the dream died — and God was still there
Friday ReflectionFredagsartikel

When the dream died — and God was still thereNår drømmen døde — og Gud stadig var der

For anyone who thought it was all over

For den der troede, det hele var forbi

Thomas Christensen · Jun 11, 2026Thomas Christensen · 11. jun. 2026

In 2008 I laid out a plan for the next twenty years of my life.

It involved an operation that was supposed to fix a physical problem. It involved ministry that would carry me from decade to decade. A life where my body was a dependable partner in what I thought God had set before me.

That plan didn't hold.

The operation went wrong. The nerve damage became permanent. The years that followed were a hell of pain I had never imagined — and it slowly changed everything: my pace, my self-image, my theology, my ministry.

I watched my plan die.

And what I want to tell you now has taken me almost 20 years to learn: plans that fail are not a sign that God has pulled back. They're often the very place he's at work — behind the tidy headlines, in the pain that never reaches the camera.

Proverbs says it plainly:

"In their hearts humans plan their course, but the Lord establishes their steps." (Prov 16:9)

We often read it sentimentally — as if it means "God is steering things a little better than we are, so relax." But there's a harder edge to it.

It also means this: your plans are not the most important thing happening. Your plans can die, and you can still be the one God is carrying.

There's a small detail in the Gospels I can't let go of.

Jesus says it directly to the disciples in Mark 6:45: "go on ahead in the boat toward Bethsaida." Not "try to get over there." Not "it might be interesting." He gives them a clear address and sends them off.

They set sail. They know exactly what they heard.

But they end up in Gennesaret — on the northwest shore, almost 10 kilometers from the place Jesus named. Wrong side of the lake. Wrong town.

And John writes about the arrival, calm and quiet: "As soon as they landed, they reached their destination."

Not the detour. Not the mistake. The destination.

I often think about those who set sail for a Bethsaida they were sure of. It was the person they thought they'd share their life with. The ministry that was meant to be. The town, the place, the community they were called to. The faith was there. The direction was clear. They had heard.

And then the illness struck. Or the energy ran out. Or something broke down in a way that made no sense — and they ended up somewhere they had never imagined.

Maybe that's where John's words hold true: Bethsaida was never the goal. It was just what got them into the boat.

I have sat with people who have watched their dreams shatter. A marriage that didn't last. A call that never came. A child who turned away. A career that hit the wall. A body that failed.

And what I have seen — again and again — is that God works just as much in Plan B as in Plan A. Maybe more.

It still hurts, almost 20 years after my operation. But the pain is not the final stop.

God does not disappear when your calendar stops making sense and you find yourself somewhere you never imagined.

To you standing at a dream that seems dead: you are not outside of God's will. He has been working here a long time.

I'm carrying a question around — maybe it lands with you too:

What plan have you watched fail? And what did you learn about God in that place? It can be a plan from long ago, or a plan that just fell apart. It can be small or big. Maybe the rest of us can be encouraged by what God has done on your detour. Plan B is rarely what we talk about out loud — but it's often where the gospel shines clearest.

He was in Plan B. He is still there.

He was in Plan B.

He is still there.

I 2008 lagde jeg en plan for de næste tyve år af mit liv.

Den indebar en operation der skulle løse et fysisk problem. Den indebar tjeneste der skulle bære mig fra årti til årti. En tilværelse hvor min krop var en pålidelig partner i det jeg troede Gud havde lagt foran mig.

Den plan holdt ikke.

Operationen gik galt. Skaden på nerverne blev permanent. De næste år var et smertehelvede jeg ikke havde forestillet mig — og som langsomt ændrede alt: mit tempo, mit selvbillede, min teologi, min tjeneste.

Jeg så min plan dø.

Og det jeg vil fortælle dig nu, har taget mig næsten 20 år at lære: planer der fejler er ikke et tegn på, at Gud har trukket sig. Det er faktisk tit stedet han arbejder — bag de pæne overskrifter, i den smerte der ikke når kameraet.

Ordsprogenes Bog siger det enkelt:

"Mennesket lægger sine planer, men Herren leder dets skridt." (Ordsp 16,9)

Vi læser det ofte sentimentalt — som om det betyder "Gud styrer det hele lidt bedre end os, så slap af." Men der er en hårdere kant ved det.

Det betyder også: dine planer er ikke det vigtigste der sker. Dine planer kan dø, og du kan stadig være den Gud bærer.

Der er en lille detalje i evangelierne jeg ikke kan slippe.

Jesus siger det direkte til disciplene i Markus 6,45: "gå op i båden og sejl i forvejen i retning af Betsajda." Ikke "prøv at komme derover." Ikke "det kunne være interessant." Han giver dem en klar adresse og sender dem af sted.

De sætter sejl. De ved præcis hvad de har hørt.

Men de ender i Genesaret — på den nordvestlige bred, næsten 10 kilometer fra det sted Jesus nævnte. Forkert side af søen. Forkert by.

Og Johannes skriver stille og roligt om ankomsten: "Straks efter gik de i land ved deres bestemmelsessted."

Ikke omvejen. Ikke fejltagelsen. Bestemmelsesstedet.

Jeg tænker tit på dem der har sat sejl mod et Betsajda de var sikre på. Det var det menneske de troede de skulle dele livet med. Den tjeneste der var meningen. Den by, det sted, det fællesskab de var kaldet til. Troen var der. Retningen var klar. De havde hørt.

Og så slog sygdommen til. Eller energien slap op. Eller noget brød sammen på en måde der ikke gav mening — og de endte et sted de aldrig havde forestillet sig.

Måske er det der Johannes' ord gælder: Betsajda var aldrig målet. Det var bare det der satte dem i båden.

Jeg har siddet med mennesker der har set drømme briste. Et ægteskab der ikke holdt. Et opkald der aldrig kom. Et barn der vendte ryggen til. En karriere der ramte muren. Et helbred der svigtede.

Og det jeg har set — igen og igen — er at Gud arbejder lige så meget i Plan B som i Plan A. Måske mere.

Det gør stadig ondt, næsten 20 år efter min operation. Men smerten er ikke endestationen.

Gud forsvinder ikke, når din kalender stopper med at give mening og du befinder dig et sted du aldrig havde forestillet dig.

Til dig der står ved en drøm der synes død: du er ikke ude af Guds vilje. Han har arbejdet her længe.

Jeg går rundt med et spørgsmål — måske rammer det jer også:

Hvilken plan har I set fejle? Og hvad har I lært om Gud i det sted? Det må gerne være en plan fra længe siden, eller en plan der lige er failet. Det må gerne være småt eller stort. Måske vi andre kan blive opmuntret af hvad Gud har gjort på din omvej. Plan B er sjældent det vi taler om højt — men det er ofte der evangeliet lever klarest.

Han var i Plan B. Han er stadig der.

Han var i Plan B.

Han er stadig der.

Read onLæs videre

More reflections on faith, fear and everyday life.Flere refleksioner om tro, frygt og hverdagsliv.

All postsAlle indlæg Visit ÅbenkirkeBesøg Åbenkirke