Lifted High and Brought LowOphøjet og ydmyget

In 2006 I was in Zambia for the first time. A young pastor, my first trip out into the world. I was there to visit some missionaries in Ndola, and I drove the long way up to a town called Mansa.

As we rolled into town, huge signs hung everywhere: "Crusade with Pastor from Denmark." I looked around the car. I was the only pastor from Denmark.

The missionary calmly explained that he taught leadership during the day, and that I was to hold revival meetings every evening. Nobody had told me this. I had prepared nothing. But we set something up, and I got started.

People crowded around the cars as we drove slowly through the crowd. They shouted and cheered: "Pastor Thomas! Pastor Thomas!" I have never felt so welcome.

We started the evening meetings, and I felt like a fish in water. Completely at home, as if this was what I'd always been working toward. My introduction, on the other hand, didn't go so well. I had always pictured Africa as great herds of exotic animals, so I asked the congregation: "I haven't seen any. Have you eaten them?" My interpreter didn't translate a word. He just looked at me and replied flatly: "Yes, we eat them all."

Then came the day off. I put on my white trousers and walked down to the town's internet café to call home to Christina. The whole way, the children ran around me shouting my name.

I sat talking with Christina over Skype. Then my stomach began to rumble. It got worse. And suddenly the entire contents headed south. I never got to say goodbye. I just stood up and ran.

And there I was. The town's celebrated guest. The pastor from Denmark. With a ten-minute walk back through the whole town. In white trousers.

The same children who had shouted my name in admiration now shouted it while laughing so hard the tears rolled. From celebrated to laughed at in a single morning.

I still smile about it. But there's something serious underneath.

Because I know that mechanism. We all do. The day people cheer us, we feel ten feet tall. The day they turn, we crash just as deep. And it's the same mouth that can do both.

Think of Palm Sunday. Jesus rides into Jerusalem, and people lay their cloaks on the road and shout:

"Hosanna, Son of David! Blessed is he who comes in the name of the Lord! Hosanna in the highest!" (Matthew 21:9)

A few days later a crowd stands before Pilate. Some of the same voices. And now they shout:

"Crucify him!" (Matthew 27:22)

The same people. From Hosanna to crucify a few days later.

Human approval is a poor thing to build your life on. It isn't evil, just unstable. It can turn from day to day, sometimes from hour to hour.

And here it hits us today. We live in a culture where we constantly measure ourselves by reactions. We post something, and then we check. How many liked it? How many shared it? What did they write in the comments? We place our worth in a tally of other people's applause.

But applause is Palm Sunday. And Palm Sunday doesn't last.

Paul knew it. He wrote:

"Am I now trying to win the approval of human beings, or of God? If I were still trying to please people, I would not be a servant of Christ." (Galatians 1:10)

There's a freedom in that. When your worth doesn't rest in the crowd's shouting, the crowd can shout whatever it wants. You stand firm, because you're standing somewhere else. God's gaze on you doesn't change from Sunday to Friday.

I learned it in small, embarrassing steps through Mansa. Better to learn it in a ruined pair of white trousers than on a cross.

Where do you feel the pull toward human applause? When do you check the numbers instead of resting in the fact that you're already seen? Feel free to share in the comments.

If you build on human praise, you fall when they turn. If you build on God's approval, you stand firm when everything else shifts.

I 2006 var jeg for første gang i Zambia. Ung præst, første tur ud i verden. Jeg skulle besøge nogle missionærer i Ndola og kørte den lange tur op til en by der hedder Mansa.

Da vi trillede ind i byen, hang der kæmpe skilte overalt: "Crusade with Pastor from Denmark". Jeg kiggede mig omkring i bilen. Jeg var den eneste præst fra Danmark.

Missionæren forklarede roligt at han holdt lederundervisning om dagen, og at jeg skulle holde vækkelsesmøder hver aften. Det havde ingen fortalt mig. Jeg havde ingenting forberedt. Men vi satte noget op, og jeg gik i gang.

Folk stimlede sammen om bilerne mens vi kørte langsomt gennem menneskemængden. De råbte og jublede: "Pastor Thomas! Pastor Thomas!" Jeg har aldrig følt mig så velkommen.

Vi startede aftensmøderne, og jeg følte mig som en fisk i vandet. Fuldstændig hjemme, som om det var det jeg altid havde arbejdet hen imod. Min introduktion var til gengæld ikke helt vellykket. Jeg havde altid forestillet mig Afrika som store flokke af eksotiske dyr, så jeg spurgte ud i forsamlingen: "Jeg har ikke set nogen. Har I spist dem?" Min tolk oversatte ikke et ord. Han kiggede bare på mig og svarede kort: "Yes, we eat them all."

Så kom fridagen. Jeg tog mine hvide bukser på og gik ned til byens internetcafé for at ringe hjem til Christina. Hele vejen løb børnene omkring mig og råbte mit navn.

Jeg sad og snakkede med Christina over Skype. Så begyndte det at rumstere i maven. Det blev værre. Og pludselig vendte alt indholdet sydpå. Jeg nåede aldrig at sige farvel. Jeg rejste mig bare og løb.

Og der stod jeg så. Byens fejrede gæst. Pastoren fra Danmark. Med ti minutters gang tilbage gennem hele byen. I hvide bukser.

De samme børn der havde råbt mit navn i beundring, råbte det nu mens de lo så tårerne trillede. Fra hyldet til grin på en formiddag.

Jeg smiler stadig af det. Men der ligger noget alvorligt under.

For jeg kender den mekanisme. Det gør vi alle sammen. Den dag folk hylder os, føler vi os ti meter høje. Den dag de vender sig, styrter vi lige så dybt. Og det er den samme mund der kan gøre begge dele.

Tænk på palmesøndag. Jesus rider ind i Jerusalem, og folk lægger deres kapper på vejen og råber:

"Hoshana, Davids Søn! Velsignet er den, som kommer i Herrens navn! Hoshana til Gud i det Højeste!" (Matt 21,9 — BPH)

Få dage senere står en folkemængde foran Pilatus. Nogle af de samme stemmer. Og nu råber de:

"Han skal korsfæstes!" (Matt 27,22 — BPH)

Samme mennesker. Fra Hosanna til korsfæst få dage senere.

Menneskers anerkendelse er en dårlig grund at bygge sit liv på. Den er ikke ond, bare ustabil. Den kan vende fra dag til dag, nogle gange fra time til time.

Og her rammer det os i dag. Vi lever i en kultur hvor vi hele tiden måler os selv på reaktioner. Vi skriver noget, og så tjekker vi. Hvor mange synes godt om det? Hvor mange delte det? Hvad skrev de i kommentarerne? Vi lægger vores værd i en optælling af andres bifald.

Men bifald er palmesøndag. Og palmesøndag holder ikke.

Paulus vidste det. Han skrev:

"I kan godt se, at jeg ikke taler mennesker efter munden. Jeg ønsker kun at gøre Guds vilje og tjene ham. Hvis jeg bare sagde det, folk gerne vil høre, kunne jeg ikke tjene Kristus." (Gal 1,10 — BPH)

Der er en frihed i det. Når din værd ikke ligger i folkemængdens råb, kan folkemængden råbe hvad den vil. Du står fast, fordi du står et andet sted. Guds blik på dig skifter ikke fra søndag til fredag.

Jeg lærte det i små, pinlige skridt gennem Mansa. Bedre at lære det i et par ødelagte hvide bukser end på et kors.

Hvor mærker du selv trækket mod menneskers bifald? Hvornår tjekker du tallene i stedet for at hvile i at du allerede er set? Del gerne i kommentarerne.

Bygger du på menneskers hyldest, falder du når de vender sig. Bygger du på Guds anerkendelse, står du fast når alt andet skifter.